stensamler 2006

……når vi holder op med at bære vores tasker i en rem over skulderen

og i stedet holder dem foran os i en lille hank……

Hun hed Tranberg og holdt af Tranströmer. Gad vide om hun selv havde tænkt over bogstavrimet.

Jeg læser Else Tranberg Hansens digtsamling “Kald hundene hjem” med jævne mellemrum. Allerede i titlen fornemmer man skumringsstemningen, der går gennem hele bogen, og nu hvor digteren ikke lever mere, kan jeg ikke lade være med at læse en vis sorg eller venten på døden ind i digtene, selvom jeg ikke aner, om hun vidste noget, da hun skrev samlingen. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke kan slippe fri af denne undertone til digtene. Jeg faldt for et sprog bestående af forholdsvis enkle sætninger i overraskende sammenhænge og ret så voldsomme sætningsbrud. Jeg kan huske, at jeg tænkte: gang i den! Jeg kan også huske Lars Bukdahls anmeldelse, hvor han indrømmede, at han først havde haft forbehold, vidst nok på grund af forfatterens alder og den tosomhed, digtene beskriver, men at også han måtte overgive sig til de flyvske sætninger.

“Noget er smukkere end andet din hals

klæder dig dine armhuler

husk selen det er vanvittigt at tro det

ikke kan ske igen”

(Else Tranberg Hansen: “Kald hundene hjem”)

“Det er ikke ualmindeligt, ikke at blive anmeldt nu om dage. Især hvis man ikke udkommer på et par af de store forlag. Forlagene er desværre kørt med på Stjerneforenaftenbølgen. Der skal ikke sættes til på karrusellen længere. Alt skal åbenbart give overskud, være absolut spiseligt. Ja, sågar hørte jeg en journalist, Torben Steno, udtale at Ursula Andkjær var for lyrikken, hvad Steffen Brandt var for musikken. Værsgo og skyl. Smagsdommere som er læsedøve osv.”

Mikael Josephsen i anmeldelse af Jan Hjorts “Narkotika”

Interview med Jan Hjort på poesi.dk i dag

På poesi.dk kan du læse nogle af mine digte (som heller ikke blev anmeldt ret mange steder i 2003)

Mine digtes fødsler er hårde - Kote 0 måtte hjælpes på vej af et planlagt kejsersnit efter al for lang tids veer. Nogle af digtene spræller i nettet. Nogle er vokset og er flyttet ind i en forstad ikke så langt fra centrum - et par er blevet døbt, men konfirmationen har vi endnu til gode.

Der er kommet flere nye artikler på Jesper Storgaard Jensens fine web-side!

15. maj skrev jeg, at jeg trængte til storby og andre omgivelser for at skrive. Her kommer så TILSTÅELSEN: den der fornemmelse af, at nu må jeg skrive, ja den er først kommet til mig nu, hvor jeg er tilbage i mit “refugium”.

I følge forskere er visse syntakser umulige, og der er derfor sætningskontruktioner, som hjernen nægter at aflæse med sprogcenteret.

De seneste teorier går ud på, at vores hjerne allerede har en indbygget grammatik fra fødslen, og man udleder, at alle sprog i verden faktisk stammer fra samme grammatik.

(Andrea Moro: “I confini di Babele”)

Hvor fedt!

Jeg har fået flyttet min gamle blog ind i den nye! Det var som at pakke bogkasser ud efter en flytning.
Lige sagen for en som mig, der holder af enkelthed og oprydning.

Velkommen i arkiverne!

stensamler

Uanset hvor mange krumspring man gør for at skrive nyt og sofistikeret, ender man altid med at skrive noget traditionelt. Jeg kunne rigtig godt bruge et bud på, hvordan man begår  noget originalt, som ikke er set før i en eller anden form.

Måske findes det nye i nogle af de hybrid-former der findes på nettet, f.eks. på afsnitp
Eller måske skulle man genoptage nogle af de helt klassiske digtformer? Ville det ikke være originalt?

Nyeste nummer af Sentura - 21:

YES! Masser af fuldkorn og guldkorn.
Temaet er tallet 21, og det giver både anledning til tekster som “Krimien i det 21. årh.” og “Billedtendenser i det 21. årh, god billedkunst, og diverse forfatteres causerier over tallet 21.

Thøger Jensen har slået op i sin Mayland på 21 marts 2006 og gengivet siden med dens notater (nydelig formskrift).
Jeg prøvede lige at slå op i min egen kalender på den dag - men siden var tom!

Digteren Claus Ankersens tekst “Det flammende sværds tal slutter sådan her: “21 er mit tal - og nu er det også dit.” Jeg takker.

Her er mit tal:

Ja, jeg ved godt, at her er lidt stille på huskebloggen, men….der sker ikke rigtig noget, og en skriveblokering har gjort, at samtlige stykker i min søns mange lego-kasser nu er i færd med at blive sorteret af mor (!).
Så bladrer jeg lidt i notesbogen og finder en bog, som skal læses igen: Alain de Botton - Kunsten at rejse. Jeg husker, at han beskriver mange oplevelser af det at rejse og opleve fremmede steder, ikke mindst naturen, som jeg kunne nikke genkendende til. Der er bl.a. et fint afsnit om Van Gogh og Provence.
Bogen er oversat af Pia Juul , (det vidste jeg ikke) og sjovt nok fik jeg den i en bogpakke, hvor jeg også havde købt Pia Juuls “Helt i Skoven”.

Nå, der er noget star-wars, som skal ordnes…

der kører noget søndagsmozart
i den glyptotetiske stilhed
ingen
ingen, siger jeg, er i tvivl om
hvornår der skal klappes

Efterårsudgaven af Simply Haiku er kommet

Til min barndoms kirke blev der på et tidspunkt vævet et tæppe til væggen bag alteret. Vægtæppet forestiller et bugtet landskab med marker. Landskabet er delt i felter, så årstidernes skiften vises inden for et og samme billede. Det hele gennemskæres af en slynget å.
Digtene i Poul Høllund Jensens samling flyder gennem årstidernes felter og erindringens landskab, og man oplever på én gang de enkelte digte og det “flow”, der er i samlingen.
Vi får fra starten at vide, at her er tale om erindring og drøm i en spændingsfyldt blanding. Bruger man erindringen som nøgle, åbner mange af digtene til svimlende kig - både bagud og fremad.

Digtet “Ved forårsjævndøgn”, hvor folk slynger “deres hvidmalede stakitter ud over skrænterne mod syd”, virker for eksempel meget foruroligende på mig. Der er voldsomme kontraster mellem nænsomt strøget tøj, stakitter og forældre, som signalerer tryghed og normalitet, og så det nærmest hedenske stenalderritual. PHJ bruger disse kontraster med mesterlig hånd gennem hele samlingen. Man læser digtene flere gange, fordi man først ikke helt har forstået, så tror man, at man har fat i noget, og så har man måske alligevel ikke helt forstået….
Det smukkeste lille digt, som kunne være samlingens motto, lyder sådan her:

Jeg har været dreng

Når jeg løb over markerne
fulgte månen med.

Poul Høllund Jensen: Synopsis (Queenswood 2006)

Jeg samlede ikke bogen op for at se forsiden, for den var ret opløst. Men det burde jeg måske ha’ gjort?