stensamler 2006

Andet nummer af “Det danske Haiku Magasin Tranen” er kommet og kan ses på HaikuDanmark. Her kan du blandt andet læse min artikel om haiku i Italien.

Jævnfør indlæg i Rachels blog:

I min læges venteværelse, som ALTID er uden varme, står en tingest, der vist nok er en paraplyholder, en stor grønlig-gul, skinnende vase-ting i en ubetemmelig metalsort, hvis det da ikke er plastik. Nogen har skrevet på den med tush: “COPPA UEFA”

Kun de færreste lyde
rejser i nat, et tog

hvisker sig ind
i min elskedes nat

hvirvler op
i hans efterårsdrømme

Mogens Bynkou Nielsen har også lige udgivet en digtsamling, der rummer mange skønne digte i stil med dem, han har serveret for os på poesi.dk i den seneste tid. Alle korte digte. Næsten alle med afsæt i naturoplevelser, men altid med en uventet drejning, et glimt i øjet, en sammensætning af ordene eller en formulering, som får det hele til at tippe. Det er koncentreret læsning, og jeg synes, man skal tage nogle små bidder ad gangen, som man så kan gå og gumle på. Lige nu gnasker jeg på denne her:

” i forstaden

regnen var løs og ubevægelig
da mirabellerne betingelsesløst gav sig

ude i typehusenes periferi
sov metalfiskene

og under paraplyerne fristede
den fraskilte grøde”

Mogens Bynkou Nielsen: “fra ø til å” (Eksperimental Forlag)

PS: Jeg kan slet ikke stå for “den fraskilte grøde” - hvad det ikke sætter i gang af associationer!

Her en anmeldelse, jeg ikke selv har stået for, men kig ind på Sentura og læs den:

http://www.sentura.dk/talkumekspressen_anmeldelse.html

..er titlen på en digtsamling af Nadia Anjuman. Hun var fra Herat. Hun var 26 år. Hun havde en datter på seks måneder. Hun blev slået ihjel af sin mand. Han kunne ikke fordrage, at hun skrev digte….

Marianna Larsen: 21 digte

Herlig massage til stive sproglemmer!

På det superbrede bagsæde af en Austin Maxi hele vejen op gennem Sverige i 1977, eller i en vakkelvorn køjeseng på et studenterherberg i Paris….. læs mere på Sentura!

efterårsmumlen

bag kirkegårdsmuren

- duft af cerutter

ESSAY bragt første gang på Sentura

En lille grå bog er næsten blevet fast inventar i min taske og følger med rundt på flyrejser og til diverse venteværelser. Tomas Tranströmers Haiku 1959-2001 [Arena 2002] er en nem lille sag at have med, og i ledige stunder tager jeg den frem og slår op på må og få. Men det er, som om jeg sad med en stor tung bog med lækre fotografier. Se blot:

Rentyr i solskin
Fluerne syr og syr
skyggen fast til jorden

Jeg bliver aldrig træt af at se på den ren. Den står og står, det summer og summer omkring den, den står der i øjeblikket, og den står der i al evighed, og det hele er med: lydene, lyset og skyggen, måske endda lugten, det konkrete og det uhåndgribelige. Det er et flyvefærdigt haiku – en øjebliksoplevelse som står krystalklart, samtidig med at billedet af de syende fluer og forsøget på at fastholde skyggen sender læseren ud i helt andre dimensioner.

Dogme-digt

Og nu har jeg brugt ordet ‘haiku, selvom jeg egentlig helst ville undgå det, når jeg prøver at sætte ord på min fascination af de korte digte. For haiku lyder af ‘dogme-digt’. Enhver skoleelev ved, at der skal være 17 stavelser, 5-7-5. De ved, at det skal handle om natur, her og nu osv. osv. Og skriver man ‘haiku’ i søgemaskinerne, kan man finde alt om haiku-digtningens historie og et helt læs regler for, hvordan haiku skal skrives. Jeg er selv fanget ind af disse regler, og de fleste haiku-elskere vil nok være enige i, at det er en spændende udfordring at skulle udtrykke sig inden for så snævre rammer. Men jeg har også tit oplevet at en lækker sætning, som klingede perfekt, ikke kunne bruges, fordi der kun var 16 stavelser. Irriterende!

Fifleri med reglerne

Heldigvis er vi flere der synes, at man godt må fifle med reglerne. Tranströmer selv er meget striks med sine stavelser, men sprænger det hele på indholdssiden:

Døden læner sig over mig,
et skakproblem.
Og har løsningen.

Det er ganske vist en øjebliksoplevelse, men personificering og metafor er prioriteret frem for natur/årstids-elementet. På andre sprog har man valgt at se bort fra stavelsesreglen, der – hvis man skal være ærlig – virker lidt søgt, når man befinder sig uden for det japanske. Især de engelsksprogede oversættelser af japanske digte er meget frie med hensyn til stavelserne:

Noon doze
wall cool
against my feet. [Basho i Penguin-udgave]

En italiensk digter, Pier Luigi Bacchini, kalder sine digte for haiku, men følger ingen stavelsesregler og bruger “forbudte” elementer som et du og en erindring:

Vindens rude
trykker dit ansigt fladt
i erindringen. [Fra Cerchi d'acqua, Garzanti 2003]

Ord for pengene

I Danmark finder vi kun ganske få digtere, der skriver – og udgiver – haiku. Mon det er, fordi haiku ikke er rigtigt “fint”, fordi det er en slags skoleelev-øvelser? Og det er ikke kun haiku-samlinger, der er få af. Jeg fornemmer i det hele taget en vis skræk for at udgive bøger, hvor der ikke står ret meget på siderne. Man skal have ord for pengene. Det citerede italienske digt er derimod fra en bog på 107 sider med tre linjer på hver side!

Annemette Kure Andersen (der i øvrigt er oversat til italiensk) er en af få danske digtere, der er sluppet af sted med at få udgivet adskillige digtsamlinger med korte digte:

Oase

Ørkenen løfter skåle
af ler mod
himlen

Dine hænders delta
strømmer over min
krop [Fra Tidehverv, Borgen 1996]

Hendes ekstremt billeddannende digte er stramme og korte, og samtidig er de præget af en rytme og et flow, der nærmer sig musikken. De er kompositioner. Blandt mine yndlings-kort-digtere kan man finde Arne Herløv Petersen, når han leger med sproget i ganske få linjer:

Sår Kradser med spredt omhu
i nattens skorpe.
Blotter en væskende måne [Ikke trykt digt bragt på herlov.dk]

Jeg kan slet ikke stå for den spredte omhu. Digterens tanker er på vej alle mulige steder hen, og det væskende sår giver effektivt fornemmelsen af en masse stemninger og følelser. Alt sammen formidlet med ganske få ord. Et nyt navn Selvom disse digtere ikke holder sig inden for rammerne af de traditionelle haiku, har de alligevel valgt at destillere sproget til en tæt og aromatisk essens. Det er sådan en formbevidsthed som nogle kalder ‘klassisk’, og det er et af de elementer i kortformen, jeg er så fascineret af. Når det nu alligevel er umuligt at være fornyende og interessant, virker det næsten nyt at tage nogle ældre former eller regler til sig – også gerne haiku-reglerne – i stedet for bare at skrive derudaf. Jeg behøver ikke at få mange ord for pengene. Bare jeg får billedlighed, et sprog der vækker mig og rusker i mig, og enkelhed, uden at digtet lukker sig om sig selv. Kortformen er et udtryk, der både er skrift og samtidig langt fra prosaen. Tæt på at være noget andet, musik, komposition, billede… med sproget som redskab. Måske skulle vi holde op med at kalde de korte digte haiku-lignende og -agtige og finde på et helt nyt navn til dem.

PS: Siden denne artikel er der jo sket en del på haiku-fronten.

Nu vil jeg afsløre den mest geniale bog i min reol:
Sandra Boynton: “Chocolate, The Consuming Passion”

“Chocolate Profile No. 3 The refined Palette
Profile: Artistic, intellectual, reclusive
Favorite Time of Day: Late evening
Favorite Season: Fall
…
Choice of Chocolate: Bittersweet”

Alt sammen ledsaget af pragtfulde tegninger og smaskende lækker humor.

Det her er egentlig en kommentar til Alonzo Al Dente (har prøvet at lægge kommentar men bliver spamfiltreret) foranlediget af chokolade-kommentarerne til et af hendes haiku.

Han går på stranden og skriver i sandet - JOSHUE
Jeg smager på saltet i luften. Jeg smager
på hans navn.
Ud af horisonten, der hvor klittens spids
peger på havet, kommer to skikkelser.
Når de kommer tættere på, vil jeg råbe til dem:
- Det bliver snart højvande!
Op ad klitten med synkeskridt. Han vender sig
væk fra mig - JOSH
JO

Det er i orden, at man har lyst til at skrive digte fyldt med klichéer.Men det er OGSÅ i orden, hvis man ikke gider læse dem. Klichéer er nemlig klichéer, fordi de er blevet tømt for indhold af at blive brugt så mange gange. De rammer IKKE læseren! Tværtimod. Når jeg læser et digt fyldt med klichéer, skøjter jeg videre. Når jeg læser digte, som bruger sproget på nye måder, SÅ standser jeg og grunder. Og læser mellem linjerne. Og fanger mange flere meninger, end en kliché ville ha’ kunnet udtrykke.

Og ved I hvad: det, jeg lige har skrevet her, er efterhånden også ved at være en kliché.

Vi spræller alle i samme net.
“Et godt digt har formbevisthed og samtidig et stærkt sanset indhold”
Morten Søndergaard i interview på Sentura

Og med hensyn til Tafdrup synes jeg, at “Territorialsang” er hendes bedste samling. Meget harmonisk og uden den voldsomme patos, hun ofte kritiseres for. Den er en meget smuk beskrivelse af mødet med Jerusalem og alle dens paradokser.
Bogen har en særlig betydning for mig, for jeg har et signeret eksemplar af den, som jeg fik, da Pia Tafdrup læste op på Det Danske Institut i Rom for mange år siden, og det var faktisk på det tidspunkt, jeg besluttede mig for at tage digtfifleriet op igen.